Links Sitemap
Print Contact
En procesorienteret leder er en der tager fat i gruppen
Karin Ladefoged er leder af støttepædagogkorpset i Assens kommune og fungerer også som konsulent på specialområdet.
Hun valgte at tage uddannelsen procesorienteret ledelse, fordi hun gerne ville opkvalificeres som leder uden at skulle skrive lange opgaver om natten
- Nogle går efter en master i ledelse. Jeg ville hellere have noget mindre teoretisk og mere kigge på mig selv i relationer til andre og i forhold til min ledelse. Jeg ved godt, at det nok ikke giver mere i lønningsposen, men det var det jeg var klar til og havde brug for, siger Karin Ladefoged og uddyber:

- Jeg var ikke indstillet på at tage en lederefteruddannelse, hvor jeg skulle lave lange opgaver undervejs oveni i en travl arbejdshverdag. På Kempler Instituttets efteruddannelse, procesorienteret ledelse, skulle jeg egentlig bare møde op med mig selv og så bagefter hjem og øve mig i praksis.

Det tog et par år for Karin Ladefoged at få opbakning fra sin ledelse til at tage på den type efteruddannelse. Det krævede, at hun selv fik en leder, som godt kunne se og høre på hende, at det var en god investering at træne i at kigge på sig selv og på relationerne med lederperspektiv.

Karin Ladefoged blev leder af støttepædagogkorpset i Assens kommune i 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen. Det var medarbejdere fra seks tidligere kommuner, hun skulle være leder for. Det var en sej omgang.

- Der var en tid med store forandringer og ind i mellem med modstand, vi skulle jo nå frem til at blive en gruppe med en ny fælles base og fælles mål for vores arbejde i den sammenlagte kommune. Jeg indså, at jeg havde brug for værktøjer til at møde den enkelte og eksempelvis anerkende, hvis der var en vrede eller måske skuffelse med ind i processen.
Det er lederens læreproces at kunne anerkende det medarbejderen nu kommer med og få noget konstruktivt ud af det, siger Karin Ladefoged.

Det er et særlige rum at være i
På procesorienteret ledelse oplevede hun et hold af spændende mennesker, som havde prøvet mange ting som ledelse og havde gode overvejelser med sig.

Karin synes, der blev bygget en særlig stemning og tryghed, som gjorde, at deltagere turde sætte os selv i spil overfor de andre. Hun fremhæver, at de 4-5 mandsgrupper, som blev dannet fra starten og var en del af resten af forløbet, var særligt gode arenaer til udvekslingen. Deltagerne blev knyttet ret tæt til hinanden, selvom de var meget forskellige af alder, erfaring og hvor vi kom fra i landet.

- Jeg kan ikke sige, hvad det er, men der er sådan en magi forbundet med at være i sådan et rum sammen. Der er plads til det svære. Det er en uddannelse uden facitliste, hvor underviserne giver kærlige anvisninger undervejs i stedet for. Der er plads til, at vi også kan snakke om, når det går i kludder med at være leder, siger Karin Ladefoged.

Hun har været glad for, at der ikke er en fastlagt dagsorden for hver enkelt dag på uddannelsen. Det er mere bygget op sådan, at underviserne sørger for, at holdet kommer omkring emnerne i den rækkefølge det nu faldet bedst ind. Det samme gælder med teorierne, som kan bruges til at sætte det, der sker i spinatbedet ind i en sammenhæng.

Jeg har mine små sætninger med
Der er gået fire måneder siden Karin tog hjem fra sidste dag på uddannelsen. Det er måske lidt tidligt at spørge til hendes udkomme af procesorienteret ledelse i hendes praksis i Assens og omegn. Men hun alligevel svar på rede hånd.

- Der er nogle sætninger, som jeg har med mig og har stor glæde af. For eksempel: ”Det bliver jeg nysgerrig på, kan du ikke sige noget mere”, som er vigtig til at lytte og anerkende, når jeg snakker med fx en af støttepædagogerne fra korpset.
En anden sætning er: ”Hvad vil jeg selv have mere af, og hvad savner jeg”, som er god til at huske at være opmærksom på mig selv med.
En tredje sætning: ”En procesorienteret leder er en der tager fat vi gruppen”.
Lederen hjælper med til tage fat om tingene åbent i gruppen, så vi ikke går og gemmer på problemer og får vendt situationerne. Det skal ikke ske efter mødet. Det skaber tryghed i en personalegruppe at kunne tale åbent om tingene, når alle er tilstede, siger Karin Ladefoged.

I hende støttepædagoggruppe starter alle møder med, at de tager en runde ud fra devisen ”Gode historier siden sidst” og uden, at der skal gå terapi i den, prøver hun at fremelske en kultur, hvor det er muligt for den enkelte at tage svære emner op om fx samarbejdsproblemer.

Om Karin Ladefoged
Karin Ladefoged er Specialpædagogisk konsulent og leder af støttekorpset i Assens kommune.
Hun hører til i Børn og kultur i afdelingen Tværfaglighed og sundhedsfremme. Hun er leder for 11 støttepædagoger, som rykker ud til Assens Kommunes daginstitutioner og hjælper børnene på vej.
Kempler Instituttet Odder og København telefon +45 8654 4535 Login