Oplevelsesorienteret familieterapi har rod i den humanistisk-eksistentialistiske teoridannelse. Historisk er de vigtigste eksponenter for den oplevelsesorienterede terapiform Carl Rogers` såkaldt klientcentrerede terapi og Fritz Perls` gestaltterapi. Begge kom frem i 50`ernes USA.

C. Rogers har, som humanistisk psykolog og som en af de helt store pioneer, især bidraget med vigtige synspunkter på relationen mellem terapeut og klient. Han var optaget af terapeutens autencitet eller kongruens, af dennes ikke-fordømmende nærmest ubetingede accept og empatiske forståelse. Metodisk kaldte Rogers sin terapiform for ”non-directive”, dvs en forsigtig, ikke-styrende, men spejlende stil.(Hougaard,2004)

En anden historisk vigtig grundlægger af oplevelsesorienteret terapi var som sagt Fritz Perls. Gestaltterapien har især bidraget med vægtningen af her-og-nu processer, hvor terapeuten gennem meget strukturerede øvelser ( ex stolearbejde) hjælper klienten med at afslutte konfliktfyldt materiale (færdiggøre gestalter,Perls 75). Selvom både Rogers og Perls arbejdede ud fra en humanistisk-eksistentialistisk tankegang var de således meget forskellige i deres terapeutiske stil og metodik.

Walter Kempler, som har lagt navn til og som er en af grundlæggerne af The Kempler Institute of Scandinavia, arbejdede i mange år sammen med Perls på uddannelsescentret Esalen i Californien. Kempler tog efterhånden afstand fra Perls rent metodisk.
Han blev modstander af de gestaltterapeutiske teknikker og udviklede sin egen terapiform (the experiential family therapy), hvor terapeuten arbejder med de aktuelle relationer i familien. Samtidig holdt han fast i her-og-nu orienteringen og i vigtigheden af terapeutens autencitet og selvinvolvering.Gennem dialogen mellem og med de enkelte familiemedlemmer afdækkes, hvordan samspillet i familien kan være symptomskabende,-vedligeholdende eller –helbredende, og hvordan den enkelte kan bidrage til mulige forandringer i samspillet (Kempler, 1986).

Gennem de sidste årtier har den oplevelsesorienterede familieterapi hentet inspiration fra flere teoretikere og forskere. Her skal nævnes nogle af de vigtigste:

D. Stern (1997, 2004) har f.eks bidraget til forståelsen af inter-subjektivitet i barndommen og ligeledes af oplevelsens natur i nu`et, hvor forandringer sker såvel i terapi , som i livet i det hele taget.

I.D.Yalom (1999, 2002) er nok en af de fornemste nulevende fortalere for en oplevelsesorienteret, eksistentialistisk psykoterapi, hvor terapeutiske teknikker og metoder ikke må stå i vejen for den åbne, autentiske relation mellem 2 ”rejsefæller”.
På trods af - eller måske netop fordi - de grundlæggende problemer i livet er almentmenneskelige vilkår: døden, friheden, isolationen og meningsløsheden, er han uophørlig fortaler for, at terapien skal være unik:”…terapeuten skal forsøge at skabe en ny terapi til hver enkelt patient” (2002,s 68).

Afteknificeringen af terapi er også et vigtigt ærinde for Fog (1998) og Spinelli (1998). Det handler om at VÆRE med eller for klienten frem for at GØRE noget ved den pågældende.For mange teknikker i terapi risikerer at mystificere eller tingsliggøre klienten og frem for at understøtte en åben, ligeværdig subjekt-subjekt relation kan konsekvensen blive en distant subjekt-objekt relation.

Endelig er A.L.Schibbye (2005,2007) en stor inspirationskilde bl.a. i hendes undersøgelse af elementerne i den anerkendende kommunikation og i relationers dialektik bl.a. i familien.